Borgerbevægelsen fastholder, at retssagen om den 3. Limfjordsforbindelse via Egholm rejser principielle juridiske spørgsmål og indbringer spørgsmål for Højesteret

PRESSEMEDDELELSE — 14. SEPTEMBER 2026

Vestre Landsret har ophævet Retten i Aalborgs tidligere kendelse om, at retssagen skulle behandles ved landsretten som første instans. Landsretten har sendt sagen tilbage til Retten i Aalborg.

Retssagen handler om Folketingets anlægslov for den 3. Limfjordsforbindelse via Egholm, og Borgerbevægelsen Aalborg har bl.a. nedlagt påstand om, at anlægsloven er ugyldig. Landsretten vurderer, at spørgsmålene om den forudgående politiske proces og betydningen af politiske aftaler om linjeføringen ikke i sig selv er tilstrækkeligt principielle til, at sagen skal begynde ved landsretten.

Borgerbevægelsen Aalborg er ikke enig: “Det her er ikke kun en lokal sag om en motorvej vest om Aalborg. Det er en sag om, hvordan staten træffer beslutninger om store anlægsprojekter, og om miljø- og habitatreglerne bliver respekteret, før Folketinget vedtager en anlægslov” siger Else Marie Tolbøll, forperson for Borgerbevægelsen Aalborg.


Når politiske aftaler styrer

Et centralt spørgsmål i sagen er, hvilken betydning den politiske aftale om linjeføringen fra 2014 reelt har haft. 

Borgerbevægelsens synspunkt er, at det ikke er tilstrækkeligt at konstatere, at en politisk aftale for linjeføringen formelt ikke er juridisk bindende. Spørgsmålet er også, om aftalen i praksis har været så styrende, at den opfylder EU-miljørettens planbegreb. I så fald fravalgtes alternativer uden de påkrævede grundige vurderinger af konsekvenser for miljø og natur og uden brug af nutidige metoder til sammenligning med andre løsninger af trafikproblemerne. 

“Hvis alternativerne i praksis er sorteret fra gennem en politisk forligsproces i 2014, før de miljøretlige krav er reelt opfyldt, så er det et principielt problem. Det handler om retssikkerhed, EU-ret og borgernes mulighed for at få prøvet, om staten har fulgt EU-reglerne” siger Else Marie Tolbøll. 

Spørgsmålet rækker ud over den 3. Limfjordsforbindelse

Borgerbevægelsen understreger, at sagen om den 3. Limfjordsforbindelse ikke kun handler om én motorvej, men også om bredere spørgsmål om forholdet mellem politiske beslutninger, miljøvurdering og EU-rettens krav.

“Det bør vække eftertanke, at tilsvarende spørgsmål nu er på vej til afklaring ved EU-Domstolen. Det understreger, at vores sag også rejser spørgsmål, der rækker ud over Egholm og Aalborg” siger Else Marie Tolbøll.

Borgerbevægelsen Aalborg har derfor indbragt landsrettens kendelse for Højesteret. Kæringen er udarbejdet af foreningens advokat Louise Faber (L) Ph.d. i samarbejde med advokat Tage Kragbak (H).

Uanset hvor sagen behandles som første instans, fortsætter Borgerbevægelsen retssagen.

“For os handler det om noget helt grundlæggende: Store statslige anlægsprojekter skal besluttes på et korrekt, oplyst og lovligt grundlag. Det gælder også, når projektet er politisk ønsket, og når staten selv er bygherre” siger Else Marie Tolbøll.

 

INFO

Download materiale:

Pressemeddelelse (14.09.2026)

Kæreskrift fra Borgerbevægelsen Aalborg

Kontakt foreningen vedr. denne pressemeddelelse:

Forperson for foreningen
Else Marie Tolbøll
Tlf: 22314152
Mail:
elsemarietolboell@gmail.com

Advokat for Borgerbevægelsen Aalborg
Louise Faber
Tlf: 22799535
lf@lysholtfaber.dk

Mere i sagen:

Læs artikel: Landsretten sender Egholm-sagen tilbage til byretten
Download Læs Vestre Landsrets afgørelse: Hjemvisning til byretten som 1. instans (24.08.2026)

Next
Next

Sejr til Borgerbevægelsen: Transportministeriet dumper Vejdirektoratets egne “bygherrevurderinger”