Store hilsner fra Thomas: 2,5 millioner kroner i gave skal sikre motorvej over Egholm
2,5 millioner kroner i gave til staten skal sikre, at Egholmmotorvejen bliver en realitet. I strid med loven, mener advokat og formand for Borgerbevægelsen.
Højtstående personer i Aalborg Kommune, heriblandt daværende direktør Christian Roslev og daværende direktør i Region Nordjylland, Svend Særkjær, fandt på ideen om at give staten en gave på 2,5 millioner kroner.
Pengene skulle anvendes til at finansiere en del af en ny miljøvurdering med det formål, at Trafikministeriet udelukkende skulle koncentrere sig om at udvikle på Egholmlinjen som den eneste mulighed for ny motorvej.
Det viser dokumenter, som Borgerbevælgelsen er i besiddelse af.
Her fremgår det, at Christian Roslev og Svend Særkjær lancerer idéen ved et møde med trafikministeren i november 2018.
I en efterfølgende mailkorrespondance opfordrer den daværende borgmester Thomas Kastrup-Larsen en række folketingsmedlemmer til at afsætte 2,5 millioner kroner på finansloven.
Gave uden modydelse
Det skulle ske mod, at Aalborg Kommune betaler de resterende 2,5 millioner kroner for at få opdateret miljøvurderingen for Egholmlinjen, siger Louise Faber, advokat og formand for Borgerbevægelsen mod motorvejen på Egholmlinjen.
- Pengene skulle tages fra de 30 millioner kroner Aalborg Kommune fremover hvert år de næste 20 år vil reservere for at medfinansiere den kommende 3. Limfjordsforbindelse.
Imidlertid tvivler vi på, at det er en lovlig fremgangsmåde, siger advokaten fra Borgerbevægelsen.
- Planlægningen af motorveje er statsanliggende i henhold til vejloven. Det gælder også udgifterne til de påkrævede miljøvurderinger, pointerer Louise Faber og forklarer, at Vejdirektoratet heller ikke kan pålægge kommuner pligt til at yde betaling.
Dertil fremgår det af aftalen med Vejdirektoratet, at Aalborg Kommune reelt ikke får nogen modydelse for bidraget.
- Det betyder, at beløbet derfor må betragtes som, at Aalborg Kommune giver Vejdirektoratet en gave på 2,5 millioner.
- Og det ikke kan være i borgernes interesse at give gaver for at låse sig fast på en bestemt linjeføring. Borgerne har udelukkende interesse i fremkommelighed.
- Derfor har vi indbragt sagen for Ankestyrelsen med krav om, at der skal føres tilsyn med kommunen, siger hun.
Kommune forsøger at retfærdiggøre
Aalborg Kommune forsøger imidlertid over for Ankestyrelsen at retfærdiggøre udgiften på de 2,5 millioner kroner.
Kommunen henviser til, at trafikforliget peger på Egholmlinjen, og at der er en kommunal interesse i at linjeføringen flyttes 200 meter.
Men de argumenter afviser Borgerbevægelsen kan have gang på jord.
- Kommunens interesser i linjeføringen skal varetages af Vejdirektoratet i forbindelse med den almindelige høring af myndighederne.
- Det er ikke noget, kommunerne skal betale for, fastslår Louise Faber.
Sagen verserer aktuelt ved Ankestyrelsen. Borgerbevægelsen har netop afleveret sine seneste bemærkninger og forventer, at Ankestyrelsen tager stilling til sagen snarest.