Kommune dropper klik-service efter pres fra Borgerbevægelsen
Efter to års strid om Aalborg Kommunes skjulte reklamestøtte til det erhvervsliv i Aalborg, der støtter Egholm-motorvejen, erkender kommune ulovlig praksis og fjerner direkte links fra hjemmeside.
I flere år har det været muligt at bestille takeaway, købe te, håndvægte, bestille bryllupsfotografi, hotelovernatning eller få tilbud på tømrerarbejde og IT-service med direkte klik fra Aalborg Kommunes hjemmeside.
Aalborg Kommune driver kundeportalen aalborgalliancen.dk, hvor medlemskab giver virksomhederne særlige kommunale fordele. Blandt andet direkte links til medlemmers serviceydelser.
Aalborg Alliancen er en aftale mellem Aalborg Byråd og dele af erhvervslivet i Aalborg Kommune. Medlemmer af Aalborg Alliancen er de erhvervsvirksomheder, som desuden er tilhængere af en kommende motorvej på Egholmlinjen.
Ulovlig praksis
Imidlertid må kommunen ikke reklamere for private virksomheder. Ligesom kommunen heller ikke må forskelsbehandles virksomheder, der ikke er medlem af Aalborg Alliancen.
- Det er en helt klar ulovlig praksis, siger formand for Borgerbevægelsen, advokat Louise Faber.
- Det er brud på lighedsprincippet og er en meget kritisabel overtrædelse af kommunalfuldmagten.
Kommunalfuldmagtsreglerne er en samlet betegnelse for de uskrevne regler om kommunernes opgaver, der ikke direkte er bestemt ved lov.
- Når kommunen gør det lettere at købe forskellige produkter ved Aalborg Alliancens medlemmer via sin egen kundeportal for Aalborg Alliancen, fremhæves bestemte virksomheders brand og produkter groft på bekostning af andre virksomheders bekostning.
- Men nu erkender kommunen, at de ikke må reklamere for private virksomheder eller deres produkter ved at linke, pointerer Louise Faber.
Kommune bøjer sig for pres
Aalborg Kommune bøjer sig dermed for Borgerbevægelsens kritik i en verserende sag, indbragt for Ankestyrelsen for to år siden.
Senest i april i år har foreningen overfor Ankestyrelsen dokumenteret den årelange ulovlige praksis med links direkte til medlemsvirksomheders salgsportaler. På den baggrund har Borgerbevægelsen desuden anmodet Ankestyrelsen om at føre tilsyn med kommunen.
Presset får nu Aalborg Kommune til at fjerne alle links.
- Den virksomhed, som i sidste uge først fik fjernet sine direkte links fra hjemmesiden, er byens storentreprenør A. Enggaard, siger IT-ansvarlig hos Borgerbevægelsen, Ole Rosenørn, som dagligt tjekker links fra Aalborg Alliancens hjemmeside.
Han oplyser, at alle aktive links til alliancens medlemmer på aalborgalliancen.dk nu er fjernet.
-
Aalborg Alliancen er en aftale mellem Aalborg Byråd og dele af erhvervslivet i Aalborg Kommune. Aalborg Alliancen er tilhængere af en kommende motorvej på Egholmlinjen.
Medlemmer af Aalborg Alliancen får:
Fast kontaktperson i Jobcenter Aalborg
Svar på henvendelse inden for 24 timer
Gratis rekruttering og hjælp til opkvalificering
Mulighed for at vælge en Key Account Manager i BusinessAalborg
Mulighed for at blive årets alliancevirksomhed
Eksponering gennem ’vi er en del af Aalborg Alliancen’. Et digitalt stempel til brug på egen hjemmeside og e-mail
Eksponering af din virksomheds navn og mulighed for case-historie på AalborgAlliancen.dk
Eksponering via Aalborg Kommunes mange digitale platforme.
Se videoerne: Fra Aalborg Kommune til private virksomheder med få klik