Sagen om Egholmlinjen skal for Landsretten
Foto: @tingeyinjurylawfirm
18. FEBRUAR 2026
Borgerbevægelsen har vundet slaget om, hvilken domstol sagen skal prøves ved i 1. instans. Aalborg Byret besluttede nemlig i dag, 18. februar 2026, at retssagen vedrørende anlægslov med tilhørende miljøkonsekvensvurderinger skal henvises til behandling ved Vestre Landsret.
Kendelsen er truffet efter, at Borgerbevægelsen i en række processkrifter overfor Byretten i Aalborg har anført sine argumenter for en henvisning - og Transportministeriet imod en henvisning.
Det er en stor sejr.
Afgørelsens betydning
Det betyder bl.a., at alle del-spørgsmål i retssagen, som eksempelvis opsættende virkning og sagens opdeling i underemner, også skal besluttes af Landsretten.
Alle Landsrettens del-beslutninger kan herefter indbringes direkte for Højesteret.
Det gælder også Landsrettens afsluttende dom.
Det er præcis sådan, en sag med principiel og generel samfundsmæssig betydning skal føres, når den samtidig har konkret og væsentlig betydning for rigtig mange mennesker.
Retssagen og den endelige dom er principiel.
Den handler ikke kun om fejl begået i proces og miljøvurderinger i forhold til Egholmmotorvejen; det gør den også. Men retssagen handler også om, hvorvidt trafikforliget og processen frem til lovens vedtagelse er lovlig og forenelig med EU-retten, og om Folketinget rent faktisk fik alle de fornødne oplysninger om konsekvenserne for mennesker og miljøet generelt.
Potentielt vidtrækkende konsekvenser
De fejl, retssagen handler om, er de samme fejl, der genfindes i samtlige Folketingets anlægsloven om motorveje i Trafikforlig 2021-2035.
Det kræver tålmodighed for borgerne at føre sag mod staten for at få ret. Men nu er sagen rette sted.
INFO
Kendelsen lyder således:
Sagen angår, hvorvidt processen i forbindelse med og grundlaget for vedtagelsen af lov nr. 624 af 11. juni 2024 om anlæg af en tredje Limfjordsforbindelse er mangelfuldt, herunder hvorvidt anvendelse af fravigelsesbestemmelsen i habitatdirektivets artikel 16, stk. 1, litra c), ved lovens vedtagelse var lovlig og gyldig.
Henset til de rejste spørgsmål finder retten, at sagen er af principiel karakter og har væsentlig samfundsmæssig rækkevidde i øvrigt.
Retten tager derfor Borgerbevægelsens anmodning om henvisning til følge, jf. retsplejelovens § 226, stk. 1, hvorfor bestemmes:
Sagen henvises til behandling ved Vestre Landsret.
Læs hele kendelsen:
Retsbog om henvisning til landsretten: Kendelse
Presse:
Se nyhedsindslag på TV2 Nord: Interview med Louise Faber
For yderligere oplysninger:
Kontakt advokat for Borgerbevægelsen mod en motorvej i Egholmlinjen
Advokat Louise Faber
Tlf. 22 79 95 35
lf@lysholtfaber.dk