Borgerbevægelsen anmelder etablering af muligt ulovlig anløbsbro ved Egholm

Det er denne anløbsplads ud for Egholms sydlige kyst, som Borgerbevægelsen har anmeldt som ulovlig.

16. JULI 2026

Vejdirektoratet er i gang med at anlægge en dæmning og anløbsbro, der lige nu ses ved Egholm. Men det projekt, der er indeholdt i anlægsloven, og som er miljøkonsekvensvurderet i tidligere høringer, indeholdt ingen oplysninger om en sådan anløbsbro. Borgerbevægelsen mener ikke, at Vejdirektoratet har hjemmel til selv at etablere anløbsbroen og har derfor anmeldt projektet til flere myndigheder.

Borgerbevægelsen har anmeldt Vejdirektoratets anløbsbro, blandt andet til Kystdirektoratet og til Trafikstyrelsen. Anløbsbroen er hen over sommeren kommet til syne ved Egholm, vinkelret på øen og på tværs af strømretningen i fjorden.

Det er foreningens opfattelse, at Vejdirektoratet ikke har hjemmel i nogen lov til selv at “synes”, at der også skal laves en anløbsbro. Det har Vejdirektoratet ikke desto mindre gjort. Vejdirektoratet har egenhændigt besluttet, at materiale til opfyldningen ved Egholm skal transporteres via vand i stedet for via Egholmfærgen og øens grusveje, som ellers fremgik inden anlægslovens vedtagelse.

Derfor har Aalborgs borgere i de vestlige bydele i lang tid - og nogle gange i 11 timer i træk - kunnet høre læsning af store sten fra Norge, der hældes direkte i Limfjorden.

Der er kommet så mange skibe med sten, at der nu er en dæmning vinkelret på det område, den forrige transportminister, Thomas Danielsen, betegnede som et “oddereldorado”.

Ifølge Borgerbevægelsen er der ingen forventninger om et fremtidigt oddereldorado som positiv konsekvens af inddæmning eller Vejdirektoratets projekt anløbsbro. Arbejdet sker nemlig lige nu lige der, hvor odderen plejer at yngle, uden de afværgeforanstaltninger som skulle passe på odderen er anvendt.

Heller ikke artsbeskyttelsen er iagttaget af Vejdirektoratet, inden de begyndte at fylde store sten i fjorden og køre med lastbiler i odderens hidtige, foretrukne ynglområde. Derfor er Vejdirektoratets projekt anløbsbro tillige anmeldt som endnu en overtrædelse af odderens beskyttelse.

Nu er det op til de mange myndigheder, der har modtaget anmeldelsen, at finde ud af, hvordan der gribes ind overfor et Vejdirektoratet, der synes, de har ret til selv at bestemme hvor og hvordan, der skal bygges i Danmark, uden anden hjemmel end “synes”.

 

Anmeldelsen opsummeret


Til rette myndighed

Hermed indgives en anmodning om tilsyn og indgriben på vegne af foreningen Borgerbevægelsen, CVR 33806108. Anmodningen angår Vejdirektoratets påbegyndte arbejder vedr. etablering af en anløbsbro vinkelret på planlagt inddæmningsområde syd for Egholm ud til sejlrenden i Limfjorden og vinkelret på strømretningen. Anløbsbroen skal udgøre anløbsplads for skibe.

Det fremgår af vedhæftede anmeldelse, at anmeldelsen er nødvendig fordi:

  1. Projekt anløbsbro mangler hjemmel i lov nr. 624 af 11. juni 2024 (anlægsloven for 3. Limfjordsforbindelse

  2. Projekt anløbsbro mangler tilladelse efter Kystbeskyttelseslovens § 16a, stk. 2 og stk. 3. 

  3. Projekt anløbsbro er påbegyndt uden forudgående ansøgning til kompetent myndighed om screeningsafgørelse, jf. miljøvurderingsloven/vejloven

  4. Projekt anløbsbro mangler miljøkonsekvensvurdering, høring, og vurderinger vedr. de materielle regler i EU-miljøbeskyttelsesdirektiverne vedr. fugle, Bilag IV-arter, Natura 2000-områder og vand.

  5. Projekt anløbsbro er langt fremskredent og anmeldes for krænkelse af arts- og habitatbeskyttelsen for odder.

Rette myndighed, hvad end dette er Kystdirektoratet, SGAV, Miljøstyrelsen eller Trafikstyrelsen, anmodes hermed som tilsynsmyndighed indenfor sit ressort om, at bringe Vejdirektoratets/transportministerens igangsatte projekt anlæg af anløbsbro i Limfjorden til ophør. Projektet vedr. anløbsbroen kan ikke fortsættes uden en screeningsafgørelse fra relevante kompetente myndighed. Skibene, der lægger til ved anløbsbroen, kan heller ikke tillades fortsat at anvende denne, og yderligere læsning af sten i Limfjorden er lovstridig.

Transportministeren anmodes om at forholde sig til sin delegation i § 27 i Bekendtgørelse 2025-06-25 nr. 845, herunder om VVM-direktivets artikel 9a er implementeret på en måde, så fornøden funktionsadskillelse sikres.

Jeg skal venligst anmode alle myndigheder, oplyse sit syn på anmeldelse om ulovlig etablering anløbsbro og sit ansvar. Jeg skal tillige anmode SGAV/MST om at bekræfte modtagelse af anmeldelsen af Vejdirektoratets fornyede overtrædelse af arts- og habitatbeskyttelsen for odder, og oplyse anmeldelsens sagsnummer.

Nærværende anmodning er samtidig hermed fremsendt til Vejdirektoratet til orientering.

Indsendt på vegne af Borgerbevægelsen Aalborg af

Louise Faber
Advokat (L), Ph.d.
Tlf. 22 79 95 35

 

INFO & PRESSE

Læs hele anmeldelsen:

Anmeldelse af mulig ulovlig etablering af anløbsbro i Limfjorden (16.07.2026)

Pressemeddelelse:

Læs pressemeddelelse om anmeldelsen (opdateres…)

Videomateriale omtalt i anmeldelsen:

Se filmene lige under denne faktaboks. Credit: Marc Skjødt


Kontakt foreningen vedr. anmeldelsen

Forperson for foreningen
Else Marie Tolbøll
Tlf: 22314152

Talsperson for foreningen
Offentlighedsrådgiver Oluf Jørgensen

 
Previous
Previous

Replik i retssagen indleveret!

Next
Next

Pressemeddelse: Borgerbevægelsen sender bekymringsskrivelse til Folketingets Transportudvalg og transportministeren