Transportminister nægter brug af moderne regnemetoder

Lær af Silkeborg. Vind forstærker støj, siger Henrik Sakstrup, talsmand for Borgerbevægelsen og ekspert i støj.

Transportminister nægter at anerkende moderne regnemetoder, der kan forudsige massive kommende støjgener ved anlæg af nye veje.

Med transportministeren i ryggen fastholder Vejdirektoratet at bruge metoder til at beregne støj på den kommende motorvej over Egholm, som er misvisende og undervurderer omfanget af støj.

- Og det til trods for de uacceptable erfaringer man allerede har gjort i forbindelse med Silkeborgmotorvejen, siger Henrik Sakstrup, talsmand i Borgerbevægelsen og ekspert i støj.

I sit svar til Borgerbevægelsen fra juni i år fastholder Vejdirektoratet, at vejstøj i EU’s mest omfattende støjrapport udfærdiget af Europas førende eksperter (EEA Report no 22/2019) ikke kan sammenlignes mellem de enkelte lande.

- Vejdirektoratet kan ikke dokumentere påstanden, og det slører det faktum, at støjen i Danmark er stærkt stigende, mens den derimod er markant faldende i fx Tyskland, siger Henrik Sakstrup.

Han forklarer, at »Bilernes land« Tyskland, der med sine 83 mio. indbyggere og en befolkningstæthed, der er dobbelt så stor som i Danmark på 5 år, har haft succes med at dæmpe vejstøj på de tyske veje med 17 procent. Hvorimod vejstøj i Danmark i samme periode er steget 17%.

- Ingen andre fagfolk eller eksperter i støj, som Borgerbevægelsen har været i kontakt med, er enig i Vejdirektoratets opfattelse.

- Det betyder, at det kan se ud som om, at Vejdirektoratet vildleder borgerne og det politiske system, pointerer Henrik Sakstrup.

Ønsker ikke at dokumentere

I sit svar til Borgerbevægelsen fastholder Vejdirektoratet imidlertid at bruge de nuværende støjberegningsmetoder uden at svare på, hvorfor de vil undgå de moderne metoder, som andre lande anvender.

- Fx svarer Vejdirektoratet ikke på, hvorfor de ikke vil fremlægge støjberegninger, der viser hvor meget vejen kommer til at støje på et senere tidspunkt. Det er et yderst relevant spørgsmål, siger Henrik Sakstrup.

Vejdirektoratet svarer heller ikke på, hvordan borgere er sikret mod at blive støjbelastet, hvis deres beboelse havner op ad en motorvej med en for høj støjkonsekvenszone.

Retsløse borgere

Borgerbevægelsen har tidligere advaret om, at danske borgere er efterladt retsløse i anlægsbyggerier i Danmark, hvis myndighedernes beregninger om støjgener slår fejl.

Det skyldes, at den planlov, der skal beskytte landets natur, menneskets livsvilkår og dyre- og planteliv slet ikke tager højde for vejstøj, der overskrider grænseværdier, der endda kun er vejledende.

- Ny vejstøj fra motorveje er helt ureguleret i Planloven.

- I forhold til gældende lovgivning er borgerne nemlig slet ikke sikret, hvis deres beboelse bliver belastet med over 58 dB på et senere tidspunkt, når trafikken viser sig at overstige trafikprognosen, siger Henrik Sakstrup, hvilket han kalder særdeles relevant for den politiske proces.

- Præcis dette er en af grundene til, at den danske befolkning er historisk hårdt belastet med sundhedsskadelig støj over både 53 og 58 dB Lden, siger han og tilføjer, at politikerne heller ikke vil indføre den anbefalede lavere støjgrænse på 52 dB Lden, som Miljøstyrelsen ellers anbefaler.

Det betyder, at med anlæg af en motorvej over Egholm accepterer myndighederne umiddelbart, at 26.000 beboere i Aalborg bliver belastet med sundhedsskadelig støj 2/3 af året.

- Borgerne kan ikke gøre noget ved det, og politikerne vil heller ikke lovgive om, at de vejledende støjgrænser ikke kan overskrides.

- På den måde er myndighederne heller ikke forpligtet til at reducere støjen, hvis grænseværdierne overskrides, pointerer Henrik Sakstrup.

Endelig anstrenger myndighederne sig heller ikke synderligt i deres oplysningsarbejde, mener Henrik Sakstrup og efterlyser, at motorvejen over Egholm bliver visualiseret fra boligområdets synsvinkel.

- På den måde vil den foreslåede støjskærm i 4 kilometers længde og i 9-11 meters højde over terræn syd for Limfjorden, nok give borgere noget af et indtryk.

- Ligesom borgerne vil få et konkret blik på de reelle konsekvenser af de politiske beslutninger, pointerer han.

HUSK FOREDRAG:
Foredrag med støjekspert Henrik Sakstrup tirsdag den 26. september kl. 19:00 i Medborgerhuset i Aalborg om kommende støjgener for 26.000 borgere langs Egholmlinjen.
Mød op og bliv i stand til selv at vurdere de reelle støjgener på en nem og overskuelig måde.
 

Previous
Previous

Egholmmotorvejen: Ny episode: Om støj

Next
Next

Kommunal partistøtte til bestemt linjeføring er uden for rammerne