EU henter Egholms Venner og Borgerbevægelsen til Bruxelles
EU kan sætte en stopper for al fortsat snak om en motorvej over Egholm. I marts får Egholms Venner og Borgerbevægelsen foretræde for EU-Parlamentet. – Endelig en myndighed, der har magt til at håndhæve loven, siger formand for Borgerbevægelsen og advokat for Egholms Venner, Louise Faber.
I marts er Egholms Venner og Borgerbevægelsen inviteret til Bruxelles. Her får den danske delegation foretræde for EU-parlamentets Peti-udvalg, som er et udvalg, der giver europæiske borgere og indbyggere mulighed for at kommunikere med EU-Parlamentet.
Organet har også til opgave løbende at realitetstjekke, hvordan europæisk lovgivning implementeres i medlemslandene, og her får de fire repræsentanter fra de to bevægelser endelig mulighed for at uddybe, hvordan Danmark med fuldt overlæg undlader at udvide Natura 2000-området på Egholm og Limfjorden omkring øen.
- Vi har i otte år vedvarende gjort en lang række myndigheder opmærksom på, at de østlige dele af Egholm opfylder alle kriterier for at blive udpeget både som fuglebeskyttelsesområde og som beskyttet habitatområde for arter efter Natura 2000-reglerne, siger formand for Egholms Venner, Henrik Mørch.
Han forklarer, at når blot 1% af en bestand som fx Lysbuget knortegæs vender tilbage hvert år til samme område, skal Natura 2000-området for fugle ifølge EU-lovgivningen udvides. Derfor har foreningen nu to verserende klagesager i EU, hvoraf den seneste er indbragt i november 2023.
Invitationen fra EU giver Henrik Mørch en forhåbning om, at alle planer om en motorvej over Egholm omsider stopper.
- Invitationen viser, at EU tager vores klager alvorligt, og at de er interesserede i at EU-lovgivningen overholdes, pointerer han.
Danmark opfylder ikke EU-lovgivning
Egholmmotorvejen har siden Trafikforliget i 2014 været planlagt til at gå gennem områder, der vil påvirke dyrelivet negativt. Fx er Egholm hvert år samlingssted for flokke af Lysbuget Knortegæs, og ynglende oddere. Ligesom damflagermusen søger sin føde tværs hen over området for den planlagte motorvej.
Imidlertid nægter myndighederne at udpege Egholm og limfjordsvandet omkring som beskyttede.
- Dermed tilsidesætter Danmark EU-lovgivningen, siger formand for Borgerbevægelsen og advokat for Egholms Venner, Louise Faber.
Hun forklarer, at det fremgår af EU-Domstolens praksis, at udpegning og afgrænsning af disse områder alene skal baseres på ornitologiske kriterier, mens det er ulovligt at inddrage samfundsøkonomiske, rekreative eller privatøkonomiske hensyn ved udpegningen.
- Fremgangsmåden sår tvivl om, hvorvidt Danmark opfylder sine forpligtelser loyalt overfor EU-kommissionen, når myndighederne ikke udpeger et område, der opfylder alle ornitologiske og biologfaglige kriterier for et Natura 2000 område, dertil har en helt unik artsrigdom, siger Louise Faber, der ser meget frem til at uddybe sagen overfor EU-Parlamentets Peti-udvalg.
- Endelig får vi en myndighed i tale, der har magt til at håndhæve EU lovene overfor Folketinget, siger Louise Faber, og henviser til forslaget til en anlægslov for motorvejen over Egholm skal 1. behandles 19. marts i Folketinget.
- Vurderingerne i anlægsloven er stærkt kritiseret af både Miljøstyrelsen og miljøorganisationer, for netop ikke at iagttage EU-lovgivningens beskyttelse, siger Louise Faber, der forventer, at EU’s inddragelse vil tilsidesætte de politiske drømme om en motorvej over Egholm.