Bevis: E45-alternativ er Aalborgs bedste valg
E45-alternativ for en østgående limfjordsforbindelse rundt om Aalborg er fagligt og sagligt den mest fordelagtige, balancerede og bæredygtige løsning på trafikproblemerne ved Limfjorden sammenlignet med Egholmmotorvejen.
Sådan lyder konklusionen efter uvildige beregninger frembragt af et af Danmarks fremmeste ingeniørvirksomheder.
- Nu kan vi bevise, at der reelt er et alternativ, som trafikalt er bedre end en motorvej over Egholm, som har en bedre forrentning og som sikrer fremkommeligheden i mange år frem, siger forperson for Borgerbevægelsen, advokat Louise Faber.
I foråret lykkedes det Borgerbevægelsen at indsamle de ca.160.000 kroner til at få beregnet, hvad det vil koste at udvide den eksisterende E45 øst om Aalborg. Et uvildigt regnestykke som Transportministeren og aftalepartierne vedholdende har nægtet borgerne at imødekomme.
- Nu har vi endelig fået beregninger efter samme model som staten anvender i lignede sager inden for transport- og infrastrukturprojekter, siger Louise Faber.
Hun forklarer, at tallene er beregnet med Vejdirektoratets Grønne MobilitetsModel og viser, at E45-alternativet er en afgørende god helhedsløsning frem mod 2050.
- Det betyder, at løsningen med at udbygge E45 med et ekstra tunnelrør reducerer mest trængsel mange år frem tiden. Og at E45-alternativet i øst desuden er billigst, og at samfundet tillige får en pæn gevinst ud af denne løsning, pointerer Louise Faber.
Øst er bedst
Det betyder helt konkret, at det østlige alternativ gør Egholmmotorvejen til en utilstrækkelig, dyr og kortsigtet løsning.
- En udvidelse af E45 giver faktuelt Aalborg tilstrækkelig kapacitet over Limfjorden mange år frem tiden, beregnet efter Vejdirektoratets egne metoder. Med mere flydende trafik og uden hastighedsnedsættelse, siger Louise Faber og slår fast;
- Yderligere er det nu bevist, at det alternative forslag er billigere og har en favorabel samfundsøkonomi, foruden vi undgår at forurene drikkevandet for en tredjedel af Aalborgs borgere og at skade en lang række fredede dyrearter og Natura 2000 områder i Aalborg.
Slut med kø i mange år
Forslaget for E45 har en tunnelstruktur, der tillader retningsomstilling af antal spor efter behov.
Det betyder, at op til fem spor kan anvendes i den mest belastede retning under spidsbelastning og forbedre trafikafviklingen betydeligt.
Samtidig øges kapaciteten og strækningen fremtidssikres frem mod 2050 til forskel for projektet med Egholmmotorvejen, der i allerede i åbningsåret 2035 ikke formår at fjerne trængslen på E45.
- Tallene viser med al tydelighed, at med den øgede kapacitet på E45 vil der i henhold til beregningerne ikke forekomme større hastighedsnedsættelser på E45 i forhold til den skiltede hastighed«, siger lektor emeritus, Anker Lohmann-Hansen, Aalborg Universitet.
Han hæfter sig ved, at de nye beregninger understøtter, at en udbygget E45-løsning med et ekstra tunnelrør vil forbedre afvikling af trafikken væsentligt mere effektivt.
- Den udbyggede E45 forventes derfor ikke at opleve nævneværdig trængsel eller kødannelser, og dermed vil den kunne håndtere den fremtidige trafikvækst langt mere effektivt end Egholmforbindelsen, konstaterer Anker Lohmann-Hansen.
Klar til presset
Limfjordstunnellen har i dag en kapacitet på 75.000 køretøjer i døgnet. Egholmforbindelsen forventes at reducere trafikken i Limfjordstunnellen til 80.800 køretøjer dagligt, hvilket ikke vil være tilstrækkeligt til at undgå trængsel.
Anker Lohmann-Hansen understreger, at udbygningen af E45 også omfatter forbedringer af Kridtsvinget, som udgør det kritiske knudepunkt på E45 ved Limfjordstunnellen. Foruden nye tilkoblinger til CitySyd og andre nøglepunkter, som forventes at forbedre adgangen og reducere flaskehalse i forskellige korridorer som Thistedvej/Jammerbugt, E39/Hjørring og E45/Frederikshavn med varierende effekter på hver rute.
- Udbygningen af E45 vil øge robustheden i Aalborgs trafiksystem, hvilket er afgørende for byens fortsatte vækst og udvikling, fastslår Anker Lohmann-Hansen.
Økonomisk gevinst
Yderligere konkluderes det, at E45 modellen samfundsøkonomisk vil resultere i en nettonutidsværdi på 1,1 milliarder kroner og en intern rente på 3,9%, hvilket er noget over den grænse på 3,5%, som staten fastsætter for rentable projekter, siger lektor emeritus og ekspert i samfundsøkonomi, Kaj A. Jørgensen, Aalborg Universitet og talsperson i Borgerbevægelsen.
Han har flere gange påpeget, hvorfor motorvejen over Egholm er en dårlig forretning.
- Dette skal ses på baggrund af, at prisen for at udbygge E45 er 2,5 mia. kroner lavere, og at denne løsning ikke alene vil forbedre trafikforholdene betydeligt, men også mindske miljøbelastningen, da den kræver færre råstoffer og mindre landindgreb end andre foreslåede projekter.
- Den samfundsøkonomiske model indeholder traditionel et begrænset antal effekter. Mange andre effekter kunne med fordel vurderes og medregnes. Fx bidrag vedrørende drikkevand, miljø, og natur, lyder konklusionen. Disse effekter er altså langt mere positive for E45-løsningen end for Egholmmotorvejen, fastslår Kaj A. Jørgensen.