Klager til Transportudvalg med krav om kontrol af Transportministeren
Det er i strid med vejloven og VVM-direktivet, når høringspligtige myndigheder nægter at forlænge en høringsfrist, der helt tydelig er fastsat for kort.
En høringsperiode medregnet juleferien, der er krympet til 19 arbejdsdage, overholder ikke lovkravene, mener Borgerbevægelsen.
Vejdirektoratet og Transportministeren har netop sendt henholdsvis den supplerende miljøkonsekvensvurderingsrapport og forslag til anlægslov til en 3. Limfjordsforbindelse i offentlig høring med frist til 11. januar 2024.
Et papirbjerg på 1811 sider, som borgere og berørte myndigheder skal forstå og kommentere på 19 dage.
- Det, der ser ud som en frist på 35 dage, er i virkeligheden kun 19 dage fratrukket jul-nytår og fridage, siger formand for Borgerbevægelsen, advokat Louise Faber.
I lighed med Aalborg Byråd har også Borgerbevægelsen klaget over den korte tidsfrist.
Anlægslov vigtigere end borgerne
Imidlertid har både Vejdirektoratet og Transportministeren nægtet at forlænge fristen med den begrundelse, at anlægsloven skal fremsættes for Folketinget i anden halvdel af februar 2024 som planlagt.
Det er vigtigere end ønsket om en længere frist til borgerne og berørte myndigheder.
- Det er i klar strid med vejloven og VVM-direktivet, når høringspligtige myndigheder nægter at forlænge en høringsfrist, der helt tydelig er fastsat for kort, siger Louise Faber.
Hun forklarer, at en høringsperiode, der er så stram, hindrer den demokratiske proces.
Hovedformålet med de juridiske regler er netop at sikre, at andre myndigheder og miljøorganisationerne kan kvalitetssikre rapportens miljøkapitler.
- Det kan myndighederne ikke i denne sag, når høringsperioden er så kort.
- Den korte høringsfrist svækker derfor kvaliteten af de offentlige debatter og i sidste ende de beslutninger, der følger. Folketinget risikerer derfor at vedtage en anlægslov behæftet med fejl, pointerer Louise Faber.
Historisk kort frist
Den nuværende høringsperiode er desuden projektets korteste frist nogensinde og det til trods for, at det kun er blevet stadig mere komplekst at finde dokumenterne.
- Den aktuelle høring supplerer to tidligere miljøkonsekvensrapporter fra henholdsvis 2021 og 2011. Sammen med rapporten i den aktuelle høring løber det hele op i 1811 sider.
- Hertil kommer mange underrapporter og bilag. Det hele skal tilgås digitalt på vejdirektoratets hjemmeside.
- Dette online papirbjerg sætter alle under et kolossalt pres for at gennemgå og forstå materialet inden for en meget begrænset tidsperiode, forklarer Louise Faber.
Kontrol af transportministeren
Borgerbevægelsen klager derfor nu til transportudvalget med krav om, at udvalget kontrollerer regeringens arbejde og forholder loven for Transportministeren.
- Det er helt afgørende efter VVM-direktivet, at der er tilstrækkelig tid til processen, og at alle har tid til at engagere sig og få et klart overblik over materialet, som ligger til grund for nationale infrastrukturprojekter.
- At det også er jul vanskeliggør de helt almindelige procedurer i forvaltninger og i foreninger, hvor kvalificerende medarbejdere er gået på ferie, og myndighederne holder lukket, ligesom politikerne heller ikke er at træffe.
- Tidsplanen skal derfor revideres, så pligten til borgerinddragelse og høring af berørte myndigheder kan iagttages lovformeligt.
- Her vil en frist på i alt 3 måneder frem til den 7. marts 2024 være passende og i overensstemmelse med lovgivningen, fastslår Louise Faber