Alligevel ingen ekstra støjskærme langs Egholmmotorvejen

Mange høringssvar ved VVM 2021 handlede om krav om mere afskærmning mod støj langs motorvejen end den planlagte afskærmning på 2,9 km på Egholmlinjen. Nu er afskærmningen halveret.
Billede af visualiseret støjskærm set fra Hasseris Å ved Ferskenvej.

Rettelse 20.12.2023 kl. 11:21: I end tidligere udgave fremgik det, at området vest for Bygaden i Gl. Hasseris er blandt de helt centrale områder i Aalborg, der i overvejende grad kan se frem til mange timers daglig sundhedsskadelig vejstøj iht. den nye VVM støjrapport, som netop er udsendt.

Det er imidlertid området øst for Bygaden i Gl. Hasseris, der er tale om, hvilket nu er rettet.

Indstilling om 5 km samlet støjskærm på Egholmlinjen er forsvundet ud af ny opdateret VVM 2023 og er i stedet halveret. Til gengæld er både støjen og trafikken steget. Det betyder massiv sundhedsskadelig støj på flere af Aalborgs bedste adresser.

Over 7500 høringssvar handlede for to år siden i overvejende grad om klager over kommende støj ved anlæg af en ny motorvej vest om Aalborg over Egholm.

I mange høringssvar blev der dengang efterlyst mere afskærmning mod støj langs motorvejen end den planlagte afskærmning på 2,9 km på Egholmlinjen.

Og især ved strækningen Hasseris og Sofiendal enge, hvor der i de seneste år er opført mange nye boliger alt tæt på motorvejstracéet.

På baggrund af de massive reaktioner fra borgerne anbefalede Vejdirektoratet dengang at supplere projektet med en ca. 2,5 km støjskærm fra Ny Nibevej op til den allerede planlagte støjskærm ved Nørholmsvej.

Skærm barberet væk

Imidlertid er den indstilling nu forsvundet ud af den nye VVM 2023, siger talsmand for Borgerbevægelsen Henrik Sakstrup, der har en særlig indsigt i Vejdirektoratets støjberegninger.

I den nye miljøvurderingsrapport (VVM 2023) er strækning med støjskærm nu halveret.

I Rapporten er der angivet 1,5 km støjskræm ved Nørreholmsvej, 1,4 km skærm ved Drastrup og 2,4 km skærm ved Dall-Dall Villaby.

- Til gengæld har myndighederne anvendt 45% af de samlede støjskærme til at reducere støjen på E45 ved Dall Villaby, der er hårdt belastet med vejstøj i forvejen.

- Denne støjreduktion har man så trukket fra i den samlede støjberegning for hele Egholmlinjen.

Men den på papiret fine beregning hjælper ikke borgerne langs Egholmlinjen.

- Effekten hjælper borgerne ved Egholmlinjen lige så meget, som sætter man en støjskærm op i Høje Tåstrup, pointerer Henrik Sakstrup.

Aalborgs bedste mest belastede

Støj bliver sundsskadeligt, når den overskrider 53 db. Dermed bliver 26.000 borgere vest for Aalborg med sikkerhed ramt af sundhedsskadelig støj på de fleste hverdage.

- Det betyder, at Aalborgs bedste udsigtsgrunde ved Lindholm Høje og liebhaverevillaer ved Gl. Hasseris helt op mod Hasseris Gymnasium bliver nu ramt af sundhedsskadelig støj, siger Henrik Sakstrup.

Han forklarer, at områderne omkring Sofiendal Enge, nu helt op til Hasseris Gymnasium, Frugtkvarteret ved Gl. Hasseris, Øst for Bygaden i Gl. Hasseris og udsigtsgrunde ved Vikingemuseet Lindholm Høje er blandt de helt centrale områder i Aalborg, der i overvejende grad kan se frem til mange timers daglig sundhedsskadelig vejstøj iht. den nye VVM støjrapport, som netop er udsendt.

- Og det til trods for, at både beregningerne af støj og mængden af trafik er steget i forhold til tidligere rapporter, hvilket er en udvikling, der sandsynligvis kun fortsætter.

Årsgennemsnit ikke hverdagssnit

Henrik Sakstrup gør særligt opmærksom på, at støjen er beregnet på årligt gennemsnit regnet hen over hele døgnet.
- Altså både dag og nat, stille weekender og helligdage, og ikke beregnet på baggrund af hverdagsstøj i myldretiden.

- For at sige det lige ud betyder det, at der vil være massiv sundhedsskadelige støj i mange timer hver dag, der overskrider de 58 db, der står angivet i miljøvurderingsrapporten.

- På mange måder ligner konsekvenserne de skræmmende erfaringer fra Silkeborg, fastslår Henrik Sakstrup.


Passage vedr. støj står i VVM 2023 i Opdaterede Støjberegninger for den 3. Limfjordsforbindelse side 10.

Previous
Previous

Klager til Transportudvalg med krav om kontrol af Transportministeren

Next
Next

Hunde skal jage ynglende oddere fra Egholm for at sikre motorvej