Bøn til EU: Borgerbevægelsen sender nye oplysninger - og indtrængende ønsker om indgriben

EU har bedt om yderligere dokumentation for den klage, som foreningerne Borgerbevægelsen og Egholms Venners tidligere har indgivet. Derfor har foreningerne nu sendt kommissionen en opfølgende klage med omfattende dokumentation. De nye oplysninger omfatter graverende påstande om og dokumentation af, hvordan Danmark systematisk og forsætligt overtræder EU-miljøretten.

Repræsentanter for Borgerbevægelsen og Egholms Venner, Louise Faber og Henrik Mørch, der har indsendt en samlet klage til EU.

Repræsentanter for Borgerbevægelsen og Egholms Venner, Louise Faber og Henrik Mørch, der har indsendt en samlet klage til EU.

EU-kommissionen har den 16. september 2025 meddelt, at den vil afslutte Borgerbevægelsens og Egholms Venners klage, medmindre foreningen fremsender uddybende dokumentation for vores tidligere klage. Foreningerne har samlet klaget over, at fuglebeskyttelsesområdet ikke er udvidet til at omfatte området øst for den nuværende udpegning ved Egholm, samt over at VVM-direktivet er tilsidesat i forbindelse med vedtagelsen af Egholmmotorvejen.

Foreningerne har derfor nu sendt kommissionen en opfølgende klage med omfattende dokumentation

De nye oplysninger omfatter dokumentation for

  • at Danmark ikke har implementeret SMV-direktivet indenfor Transportministerens ansvarsområde i forhold til statsveje, der besluttes ved lov, og at Transportministeren gennem sine planlægningsbeslutninger i en uformel forligskreds ikke iagttager habitatdirektivet eller fuglebeskyttelsesdirektivet ved valg af linjeføring.

  • at Danmark heller ikke har implementeret VVM-direktivet fyldestgørende indenfor Transportministerens ansvarsområde i forhold til statsveje, der besluttes ved lov.

  • at Danmark har forhindret oplysningerne om værdien af områderne øst for F1 i at komme frem, helt frem til 2023 ved at undlade at optælle fugle uden for det udpegede fuglebeskyttelsesområde F1.

og dokumentation for

  • at mere end 1 % af bestanden af lysbuget knortegås årligt opholder sig i områder øst for F1 ved Egholm ifølge de årlige optællinger efter år 2023, og derfor skal udpeges.

  • at området øst for F1 og H15 tillige er af betydning for udpegningsarterne hjejle, pibeand, damflagermus og odder. 

Det må være en usædvanligt graverende fælleskabskrænkelse, at Transportministeriet samtidig konsekvent anvender en uformel forligskreds til at fremme alle sine politiske planer om motorveje på regeringens vegne – og samtidig undlader at optælle fugle uden for F1.

På det grundlag håber foreningerne, at EU-kommissionen griber ind i forhold til Danmark.

Previous
Previous

Ny anmeldelse af Vejdirektoratet for fortsat overtrædelse af anlægsloven og naturbeskyttelsesloven

Next
Next

Transportministeren svarer på Borgerbevægelsens stævning