Borgerbevægelsen melder Vejdirektoratet til myndighederne for lovovertrædelser
PRESSEMEDDELELSE, mandag den 22. september 2025.
Meldt til myndighederne for lovovertrædelser vedrørende flagermus
Det går alt for stærkt med at bane vejen for 3. Limfjordsforbindelse. Vejdirektoratets arbejde foregår så hårdhændet, at det går meget alvorligt ud over fredede flagermus yngle-og rasteområder i området. Og det er ulovligt.
Derfor har Borgerbevægelsen mod en motorvej i Egholmlinjen valgt at melde Vejdirektoratet til Styrelsen for Grøn Arealforvaltning (SGAV), der er den miljømyndighed, der skal påse at beskyttelsen af flagermus iagttages korrekt.
Uden den nødvendige tilladelse i anlægsloven
Først og fremmest påpeger Borgerbevægelsen, at Vejdirektoratet har fældet en lang række træer på den planlagte 3. Limfjordsforbindelse – på begge sider af fjorden og på Egholm – i strid med den procedure, der udtrykkeligt fremgår af anlægsloven og dens tilhørende miljøkonsekvensvurderinger.
Dermed er både anlægsloven og naturbeskyttelsesloven brudt i forhold til 10 arter af flagermus, der alle er særligt beskyttet som Bilag IV-arter.
Ikke undersøgt ordentligt
Vejdirektoratet har fældet træerne ned til en højde på 30 centimeter – uden at nogen først har gjort sig den ulejlighed at undersøge ordentligt, om der er flagermus (eller spor efter flagermus) i området mindst to gange, sådan som anlægsloven kræver.
De mange træer er også blevet fældet, uden at man har udført de besluttede afværgeforanstaltninger – altså har sørget for, at flagermusen har andre ledelinjer og andre yngle- og rasteområder i stedet for dem, som de mister, når træerne bliver fældet.
Ifølge anlægsloven er det meningen, at afværgeforanstaltninger skulle være på plads og virksomme, inden træerne måtte fældes.
Ynglesteder beskadiget
Foreningen advokat, Louise Faber, forklarer, at Vejdirektoratet ved at fælde træerne på en anden måde end vedtaget kan have forstyrret og beskadiget yngle- og rastesteder for hele 10 ud af de 17 flagermusarter. Reglerne om beskyttelsen af flagermus er noget af det, der har haft Miljøstyrelsens opmærksomhed inden anlægslovens vedtagelse, som endda omtales direkte i SGAVs efterfølgende § 20-tilladelse til projektet.
Loven skal overholdes
Borgerbevægelsen anmelder derfor Vejdirektoratet for at have:
sat fældningsarbejde i gang uden at udføre lovpligtige undersøgelser af træerne og nærområdet,
undladt at udføre de vedtagne afværgeforanstaltninger for at beskytte flagermusenes ledelinjer til og fra yngle- og rasteområder.
”Vi kan ikke acceptere, at Vejdirektoratet gør noget andet, end det de fik lov til,” siger Else Marie Tolbøll, formand for Borgerbevægelsen. ”Flagermusene er beskyttede, og reglerne er klare. Træfældningen er endda sket, selvom vi skrev til Vejdirektoratet, at det ville være i strid med anlægsloven, inden arbejdet gik i gang. Derfor har vi anmeldt sagen.”
Vejdirektoratets procedure er godkendt af SGAV, og derfor skal overtrædelsen anmeldes til SGAV, der skal tage stilling til det videre.
Borgerbevægelsen har sendt en 17 sider lang anmeldelse til Styrelsen for Grøn Arealforvaltning om at gå ind i sagen og påse, at Naturbeskyttelsesloven overholdes af Vejdirektoratet.
Efter direkte ordre
I følge Vejdirektoratet er træfældningen et led i de såkaldte UXO-undersøgelser, der altid foregår forud for større byggeprojekter – undersøgelser, der skal vise, om der eventuelt findes nedgravet ammunition efter Anden Verdenskrig.
Af Borgerbevægelsens anmeldelse fremgår det, at folkene, der har stået for fældningen – ”manden i marken”/entreprenører/biologer – ikke har handlet tilfældigt, men efter direkte ordre fra Vejdirektoratet og ikke på egen hånd. Der er dermed ikke noget som helst tilfældigt - eller beklageligt - over det, der er foregået. Det er med fuldt overlæg.
Besynderlig fremgangsmåde
En del lodsejere langs den linje, hvor det er meningen, at 3. Limfjordsforbindelsen skal bygges, har i øvrigt oplevet, at træer på deres grund pludselig – og uden forudgående varsel – er blevet forsynet med store røde eller grønne krydser. Grønne, hvis træerne uden videre kan fældes – og røde, ved tvivl om, hvorvidt træerne har kunnet fældes. Afkrydsningen begyndte først efter Borgerbevægelsens første henvendelse til Vejdirektoratet om, at træerne endnu ikke måtte fældes, og er gået så stærkt, at det har været umuligt at nå at vurdere, om der rent faktisk er flagermus i træet eller om træerne udgør ledelinjer for flagermus i området. Bevægelsen taler lige ud om, at valget af grønne eller røde markeringer er foregået på skrømt.
Man kan umuligt – bemærker bevægelsen - i løbet af meget få dage vurdere, om der findes flagermus i området. Det kræver langt mere tid. Og langt større omhu og bedre udstyr end en spraydåse ved højlys dag.
Totalfredede Bilag IV-dyrearter
Alt i alt er træfældningerne som nævnt gået ud over 10 flagermusarter, som har fået spoleret deres område til skade for yngle- og rastesteder. Det drejer sig om sydflagermus, troldflagermus, vandflagermus, damflagermus, dværgflagermus, brunflagermus, pipistrelflagermus, skimmelflagermus, langøret flagermus og frynseflagermus.
I Danmark er alle arter af flagermus totalfredede som en af de 39 såkaldte Bilag IV-dyrearter, som det er særligt vigtigt at holde i liv af hensyn til biodiversiteten.
Borgerbevægelsen har sendt anmeldelsen til Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø.
PRESSE
For yderligere oplysninger:
Kontakt advokat for Borgerbevægelsen mod en motorvej i Egholmlinjen
Advokat Louise Faber
Tlf. 22 79 95 35
lf@lysholtfaber.dk
Læs anmeldelse og klage:
Anmeldelse af Vejdirektoratet (22. september 2025):
Anmeldelse af Vejdirektoratet for overtrædelse af anlægsloven og naturbeskyttelsesloven i forhold til flagermus
SGAV anmodes om strakstilsyn (20. august 2025):
Anmodning om STRAKS-TILSYN vedr. Vejdirektoratets OX-aktiviteter i yngle- og rasteområde for Bilag IV-arter forud for anlæg af 3. Limfjordsforbindelse