Indkaldelse til Ordinær generalforsamling

Ordinær generalforsamling er den 3. april 2024, kl. 19:00-21:00 i Foredragssalen, Medborgerhuset, Rendsburggade 2, Aalborg.
Generalforsamlingen er kun for BETALENDE medlemmer.
Tilmelding senest den 20. marts her: Kun enten via link i Nyhedsmail eller på mail: borgerbevægelsenaalborg@gmail.com

Meld dig til generalforsamling den 3. april 2024

〰️

Meld dig til generalforsamling den 3. april 2024 〰️

Dagsorden:

1. Valg af dirigent, referent og godkendelse af dagsorden

2. Aflæggelse af årsberetning v. formand Louise Faber

3. Behandling af anmeldte forslag

Eventuelle medlemsforslag skal fremsendes til borgerbevaegelsenaalborg@gmail.com senest 2 uger før generalforsamlingen afholdes.

4. Valg af bestyrelsesmedlemmer og suppleanter

Den nuværende bestyrelse består af formand Louise Faber, næstformand Kaj Jørgensen, Else Marie Tolbøll, Ingelise Tarber og Ole Rosenørn de Lasson. Karin Mette Petersen er udtrådt af bestyrelsen.

Nuværende bestyrelsessuppleanter er Henrik Sakstrup og Mona Elisabeth Pedersen.

Der skal vælges 2 suppleanter.

5. Fremlæggelse af årsregnskab og budget

6. Valg af revisor og revisorsuppleant

Den nuværende kasserer er Ingelise Tarber. Nuværende revisor er Birte Svop.

7. Vedtagelse af aktiviteter for det kommende år.

  • Opnå at forslag til anlægslov droppes på det nuværende grundlag

  • Beregninger af alternativerne city forbindelse og by pas tunell

  • retssag vedr. anlægslov, såfremt anlægslov vedtages.

  • Delegation til EU vedr. klage sammen med Egholms Venner

  • Klage til EU vedr. SMV-direktivets manglende gennemførelse på vejlovens anvendelsesområde

  • Klagesager vedr. emner relateret til linjeføring.

  • Foretræde for Folketingsudvalg.

  • Fortsættelse af foredragsrække.

  • Deltagelse i relevante konferencer, eks. Trafikdage og klimafolkemødet og arrangementer i vores landsdækkende netværk

8. Eventuelt


Med venlig hilsen

Bestyrelsen


Kære medlemmer af Borgerbevægelsen,
 
Det seneste år i Borgerbevægelsens historie markerer sig særligt stærkt. Sammen har vi demonstreret et enestående sammenhold. Vi har cementeret vores position som en afgørende stemme i debatten. Og vi vinder stødt stigende opbakning og anerkendelse både lokalt og nationalt med øget opmærksomhed fra både lokale og nationale medier.
 
Vores nyhedsbrev er blevet en vigtig del af vores kommunikationsstrategi, som har vist sin effektivitet ved at tiltrække medlemmer fra allerførste udsendelse og er et klart signal om potentialet til fortsat at udvide antallet af medlemmer og opnå yderligere støtte til sagen.

Den seneste offentlige høringsperiode, skønt historisk kort, blev mødt med en uset bølge af engagement og indsigt, takket være de velinformerede foredrag organiseret af vores talspersoner. Det lykkedes os at manifestere 1370 høringssvar til Vejdirektoratet og 1749 til Transportministeriet, heraf 1669 fra borgere. Rekorden fra 2021 slog vi ikke, men til gengæld er der indleveret mange selvstændige høringssvar af høj kvalitet.
 
Navnlig har vores talspersoner på vegne af Borgerbevægelsen på fornemste vis indsendt grundige høringssvar inden for kritiske emner som drikkevand, asbest, støj, samfundsøkonomi og trafik – foruden et sammenfattende resume, der fletter det hele sammen i en juridisk kontekst. Det er en indsats, der skal oplyse myndighederne og sikre, at vores bekymringer bliver hørt af beslutningstagerne.
 
Resultatet er da også, at et overvældende flertal på hele 97% af de indsendte høringssvar, klart udtrykker modstand mod at etablere en motorvej over Egholm. Det tolker jeg som en tydelig påmindelse om, at vores indsats og de ressourcer, vi vælger at investere, gør en markant forskel.
 
Vores engagement og vedholdende indsats har skabt resultater ved konsekvent at anfægte Aalborg Kommunes opførsel omkring Aalborg Alliancen til Ankestyrelsen. Det har helt konkret medført at fremme af specifikke erhvervsinteresser med direkte link gennem kommunens platforme for de ca. cirka 5% af Aalborgs Erhvervsliv, der er associeret med Aalborg Alliancen, nu er fortid. Denne forandring betyder øget fairness i vores lokale erhvervsmiljø og styrker en ligelig konkurrence. Vi afventer forsat Ankestyrelsen endelige afgørelse.
 
Endelige har Borgerbevægelsen støttet Egholms Venner med to klager til EU, eftersom Danmark nægter at opfylde EU’s habitatdirektiv og udpege Egholm som Natura 2000 område, til trods for at øen og vandet omkring opfylder alle de biologiske og ornitologiske kriterier, der tilsiger at beskyttelsen skal træde i kraft.
 
Vores anstrengelser har båret frugt, og Egholms venner og Borgerbevægelsen er nu inviteret til Bruxelles for at fremlægge problemet for EU-Parlamentet. Det er en milepæl for vores bevægelser og giver håb om EU’s intervention i sagen.
 
Transportministeren fortsætter imidlertid uanfægtet og bedyrer nu, at anlægsloven vil blive fremsat til vedtagelse den 28. februar 2024.
 
Din fortsatte støtte og deltagelse er derfor uvurderlig i denne kritiske tid, hvor vi ikke bare accepterer, hvad der bliver foreslået, men aktivt medvirker til at skabe de bedst mulige forhold for os selv, vores familier og vores lokalsamfund.
 
Louise Faber
Formand for Borgerbevægelsen

Previous
Previous

Bevis: E45-alternativ er Aalborgs bedste valg

Next
Next

Nu vil EU høre om Egholmmotorvejen og henter Egholms Venner og Borgerbevægelsen til Bruxelles