Egholms Venner klager til EU: Danmark overtræder EU-direktiv og udpeger ikke nye Natura 2000-områder
På grund af stats-økonomiske interesser i anlægsprojektet ”Egholmmotorvejen” undlader myndighederne at udpege Natura 2000 områder, der kan beskytte truede dyrearter og fugle, mener Egholms Venner.
Borgerbevægelsen har i den forbindelse bistået Egholms Venner.
Egholmmotorvejen har siden Trafikforliget i 2014 været planlagt til at gå gennem et område, der er levested for topbeskyttede dyrearter og fugle.
Alligevel undlader myndighederne tilsyneladende systematisk og uretmæssigt at udpege området som Natura 2000 beskyttet. Og dét selvom området, hvor motorvejen over Egholm tænkes ført igennem, opfylder alle ornitologiske og biologfaglige kriterier, siger formand for Egholms Venner; Henrik Mørch, der nu har indbragt sagen for EU-Kommissionen.
Krænker naturen med vilje
Foreningen klager til EU med den opfattelse, at bl.a. Miljøstyrelsen med fuldt overlæg underlader at udvide Natura 2000-området ved Nibe Bredning, Halkær Ådal og Sønderup Ådal mod øst ved øen Egholm. Og det selvom der netop er en stabil og væsentlig forekomst af arter og fugle, som EU har besluttet, skal omfattes af beskyttelsesområder.
- Vi har gennem de seneste syv år vedvarende gjort en lang række myndigheder opmærksom på, at de østlige dele af Egholm opfylder alle kriterier for at blive udpeget både som fuglebeskyttelsesområde og som beskyttet habitatområde efter Natura 2000-reglerne, pointerer Henrik Mørch.
Imidlertid er alle henvendelser til myndighederne om at udpege de østlige områder afvist med forskellige begrundelser. Senest ved Miljøstyrelsens formelle revision af Natura 2000-områderne i Danmark i 2018, og styrelsens efterfølgende revidering af forvaltningsplanen for området.
Ø fuld af sjældne dyr og fugle
Det østlige område på Egholm har særlig stor betydning for netop fugle og arter, der efter habitatdirektivet skal udpeges til Natura 2000-område, for at sikre deres overlevelse.
De østlige dele af Egholm og Limfjorden omkring øen er for længst udpeget af Bird Life International. Det er et stærkt bevis for, at betingelserne for udpegning i forhold til fugle er opfyldt, siger Henrich Mørch.
- Derfor er det uforståeligt, at området ikke er blevet udpeget af de danske myndigheder, pointerer han.
Når Bird Life International vil udvide området, er det netop fordi, der befinder sig en stribe topbeskyttede trækfugle, som f.eks. Lysbuget knortegås i et meget stort og vedvarende antal i det område, der ikke er udpeget.
I forhold til udpegningsarterne, drejer det sig fx om arterne odder, der yngler på øens østlige dele, og for spættet sæl.
Danmark opfylder ikke EU-lovgivning
Ved ikke at udpege de østlige områder, samt resten af øen og vandet omkring som Natura 2000-beskyttet, undgår Danmark EU-beskyttelsen, siger advokat, ph.d. Louise Faber, advokatfirmaet Eurojuris Aalborg, der fører sagen for Egholms Venner.
Louise Faber peger på, at det kan se ud som om, at Danmark bevidst forsøger at undgå EU-beskyttelsen, så den ikke kommer til at stå i vejen for ønsket om en Egholmmotorvej.
- Når alle kriterier for at udpege et område er opfyldt, men det ikke bliver udpeget, tyder det på at det er en politisk beslutning, siger Louise Faber, der i øvrigt er miljøretsadvokat for flere foreninger i Danmark. Udpegning skal ske på baggrund af biologfaglige kriterier – altså på objektivt grundlag efter fugle- og habitatdirektivet og det må politikerne ikke forhindre.
Senest har hun indbragt en lignende sag for Amager Fælleds Venner, der stadig afventer kommissionens beslutning.
Louise Faber vurderer, at fremgangsmåden sår tvivl om, hvorvidt Danmark loyalt opfylder sine forpligtelser som medlemsstat overfor EU-kommissionen.
EU bestemmer
Det er kun EU-kommissionen, der kan vurdere om Danmark loyalt udpeger de nødvendige områder.
Egholms Venner ønsker derfor, at EU-kommissionen vurderer, om Danmark skal udvide området, således som Bird Life International peger på.
Ligeledes ønsker foreningen EU-kommissionens påtale af, hvorvidt Danmark vægter statspolitiske interesser i anlæggelse af en motorvej fremfor EU-beskyttelsen af truede dyrearter og fugle.
- Og det kommer til at ske nu, hvis EU-kommissionen beslutter at realitetsbehandle klagen, fastslår Louise Faber.