Høringssvar til Aalborg Kommunes Trafikstøjhandlingsplan 2024 (THP)
I de tidligere udgaver af Aalborg Kommunes (AAK) Trafikstøjhandlingsplaner (THP) fra 2013 og 2018, har man fremhævet som argument, at Egholmmotorvejen ville reducere det samlede antal støjbelastede boliger i Aalborg. De sidste støjberegninger fra Vejdirektoratet som kom i 12’te time som ingen bemærkede – det var jo politisk besluttet – viste, at det modsatte var tilfældet.
Paradoksalt nok, er Egholmmotorvejen ikke en del af den nye Trafikstøjhandlingsplan 2024. Det skal den selvfølgelig være, nu da motorvejen er vedtaget ved anlægslov. Kommunens THP 2024 indeholder mange generelle betragtninger, som kunne passe i en hvilken som helst kommune, men den mangler konkrete mål for vores kommune. THP tager udgangspunkt i 2021 trafiktal. Hvis man ikke beregner hvor meget støjen bliver på sigt, når en vej fyldes med trafik (vejens maksimale kapacitet), kan man ikke forebygge. Hvor vil man støjreducere, hvad koster det og hvor stor effekt vil det få?
De alvorlige støjproblemer langs E45 kunne være undgået, hvis man fra start havde beregnet støjens ved vejens maksimale kapacitet. Samme fejl må ikke ske igen.
Trafikstøjhandlingsplanernes fornemste formål er;
at undgå, forebygge eller begrænse de skadelige virkninger ifm. trafikstøj
at sikre, at oplysninger om ekstern støj og dens virkninger stilles til rådighed for offentligheden.
Desuden anviser Miljøstyrelsens Vejledning nr. 4
at der skal både tages hensyn til den generelle trafikudvikling og til udvikling som følge af de konkrete trafikskabende projekter i området”
”Ved ændringer af trafikstrømmene bør vejmyndigheden kortlægge konsekvenserne både for de borgere, der udsættes for mere støj og for de, der udsættes for mindre”.
Derfor skal THP også indeholde fremskrivning af trafikken – hvor meget støj kommer der på sigt, hvor meget mere støj får beboerne i det vestlige Aalborg og Lindholm, og hvad kan vi gøre ved det? De ændrede trafikmønstre og støjgener ifm. Egholmmotorvejen, indfaldsveje med fordobling af trafikken, Stigsborg Brygge og Supersygehuset bør være en del af Trafikstøjhandlingsplanen.